Alt om Slagelse

Overvejer du at flytte til Slagelse? Vi har samlet alt den information du har brug for, før du flytter til byen. 

 

Slagelse er en attraktiv by med mange spændende aktiviteter - både for den studerende, familien, pensionisten og mange flere. Hvis man ikke lige kender til byen vil vi her give dig et overblik over, hvad Slagelse har at byde på.

 

Slagelse er Sjællands ottendestørste by og her bor i alt 33.000 indbyggere på 567,34 km2. Slagelse Kommune er fusioneret og består af 4 tidligere kommuner: Slagelse, Korsør, Skælskør og Hashøj. I hele kommunen er vi i alt 78.140 indbyggere.

 

* alle tal er fra 2016

Storebæltsbroen set fra Korsør-siden

Infrastrukturen i Slagelse

Hvis du bor i Slagelse vil du opleve en veludviklet infrastruktur. Byen ligger ved motorvejen E20 og det er derfor let at køre mod København og Odense. Slagelse ligger kun 18 kilometer fra Korsør, hvor du finder Storebæltsbroen.

 

Yderligere har byen en god kollektiv trafik. Der er blandt andet en større togstation, hvor du kan tage toget mod Roskilde, København, Odense og Aalborg.

 

På den anden side af stationen finder du busterminalen, hvor du kan tage bussen rundt i byen, ud til de andre byer der ligger i Slagelse Kommune eller til Næstved.

 

Uddannelse i Slagelse

Når du bor i Slagelse vil du opleve et væld af forskellige uddannelsesmuligheder. Du finder alt lige fra gymnasium og handelsskole til erhvervsakademi, erhvervsuddannelse og universitet.

 

Der er flere og flere kommende studerende der søger til Slagelse. Dette skyldes ikke kun de mange gode uddannelser, men også de relativt billige studieboliger (sammenlignet med lejeboliger i København), der er centralt placeret i byen.

 

Du kan skrive dig op til en studiebolig her.

 

Yderligere arbejder Slagelse Kommune på, at gøre noget ekstra for de unge studerende i byen. Det seneste skud på stammen er sidste års velkomstarrangement ”Studystart Slagelse 2016”. Her bød Slagelse kommune, Business Slagelse og uddannelsesinstitutionerne de unge velkommen til byen, midt på Nytorv i Slagelse.

 


Nytorv

Job og ansættelse i Slagelse

På Vestsjælland finder du mange større virksomheder såsom Westrup, Arla Mejericenter, Deloitte og PwC - bare for at nævne nogle få af de af mange virksomheder, du finder i byen. Derfor er ansættelsesmulighederne i kommunen mange.

 

Samtidig har Slagelse sygehus vokseværk og skal fungere som et af fire akutsygehuse i region Sjælland, hvilket også skaber en masse jobmuligheder for beboerne i byen. Ved siden af sygehuset er der blevet bygget et psykiatrisygehus, hvor der cirka er 650 ansatte.

 

Byen har også et rigt butiks- og caféliv, og der er derfor også mulighed for job i disse brancher.

 

Daginstitutioner og skoler i Slagelse

Hvis du flytter til Slagelse Kommune finder du et væld af dagtilbud, skoler og fritidshjem til dine børn i hele byen.

 

Til de helt små tilbydes der både daginstitutioner og dagplejere. Alene i Slagelse by finder du 10 dagplejere, børnehaver og børneinstitutioner.

 

Hvis dit barn er lidt ældre er der gode muligheder, hvad angår skolegang. Du finder blandt andet folkeskoler, privatskoler og specialskoler, der kan dække flere typer af behov. Desuden tilbydes der også 10. klasse i byen for de unge, der gerne vil fortsætte efter 9. klasse.

 

Efter skole kan børnene boltre sig i byens mange SFO’er og hvis dit barn er lidt ældre, er der både ungdomsklub og ungdomsskole, hvor de unge kan mødes efter skole eller om aften.

 

Hvis du arbejder om aften og/eller natten tilbyder kommune døgnpasning i Børnegården i Slagelse.

 

Plejehjem og ældreboliger i Slagelse

I Slagelse Kommune finder du i alt 7 boligområder med ældreboliger og 4 plejecentre.

 

I Slagelse finder du også Kongehavecentret og Alliancehaven som, udover at rumme ældreboliger, også danner rammer for aktivitetscentre. På aktivitetscentrene er der flere forskellige aktiviteter for de ældre i kommunen og her kan du deltage i alt lige fra motion og petanque til mandagshygge og dameaften.

 

Sportsgrene i Slagelse

Du finder mange forskellige typer af sportsgrene i Slagelse Kommune og der er noget for enhver smag. Du kan blandt andet gå til: Badminton, bordtennis, klatring, gymnastik, ridning, karate, dans, bueskydning, amerikansk fodbold og mange flere.

 

Hvis du er en vandhund kan du svømme i Slagelse svømmehal, der både har springbassin med vipper og svømmebassiner til babybadning, mindre øvede og øvede. Her kan du gå til svømning, Aqua Fitness og babysvømning.

 

Er du mere til en sport på land, har du mulighed for at prøve kræfter med golf i Trelleborg Golfklub, som ligger et par minutters kørsel fra centrum. Golfklubben har i alt 33 golfhuller i naturskønne omgivelser, samt 9 huls- og 18 huls-bane.  

 


Lystanlægget

Oplevelser i Slagelse

Aktiviteter for hele familien

Er det tid til filmaften for hele familien, finder du Panorama midt i Slagelse, som er Vestsjællands største biograf. Her bliver de nyeste biograffilm vist i hele 5 sale.

 

Vil du gerne ud og have en aften i musikkens tegn skal du besøge Slagelse Musikhus. Her finder du både kendte og spirende sangere året rundt, både dem du kender og dem du måske ikke kender.

 

Hvis du er en læsehest er Slagelse også en by for dig, for midt i byen ligger Slagelse Bibliotek, der har alt hvad dit læsehjerte begærer. Udover at du kan låne bøger, læse aviser og tidsskrifter, kan du også deltage i bibliotekets mange arrangementer. På Slagelses bibliotek kan du også besøge Bibliotekscaféen.

 

I hjertet af Slagelse ligger Lystanlægget – i daglig tale kaldet anlægget. Lystanlægget er en naturskøn park med sø, hvor der er mulighed for at du kan spise din frokost, løbe en tur og meget andet. Sommetider bliver der også afholdt arrangementer i anlægget.

 


Schweizerpladsen

Shopping og caféliv

I Slagelse finder du et hav butikker – både dem man kender og specialbutikker, som du ikke finder andre steder. Butikkerne ligger på hyggelige torve og stræder, og der er noget for enhver smag. Yderligere byder byen også på et indendørs shoppingcenter; Vestsjællandscenteret, som er placeret midt i byen.

 

Der er ingen shopping uden en god frokost eller en kop kaffe. Du kan blandt andet tage et smut forbi Schweizerpladsen, hvor du finder et torv af forskellige caféer og restauranter. Her er der noget til de sultne maver og den søde tand.

 

Strande i Slagelse

Hvis du er til sand og vand om sommeren eller til gåture langs vandet om vinteren, finder du i alt 20 badestrande i Slagelse Kommune langs Storebælts kyst. På Slagelse Kommunes hjemmeside kan du finde den strand, som passer bedst til dig og dine aktiviteter – se alle strande i Slagelse her.

 


Antovrsskov klosterruin

Historiske seværdigheder i Slagelse

Hvis du vil opleve noget af Slagelses historie, kan du tage forbi Antvorskov klosterruin i udkanten af Slagelse. Her kan man se ruinerne af det tidligere kloster, som blev grundlagt i 1164 af Valdemar d. 1.

 

Hvis du ikke har fået nok historie, kan du besøge Panzermuseumet. Her kan du opleve over 60 restaurerede panser- og specialist køretøjer, uniformer, passagerfly og meget mere fra østsiden af den kolde krig.

 

Vil du endnu længere tilbage i historien, kan du besøge nationalmuseet Trelleborg nær Slagelse. Her finder du vikingernes ringborge, som blev bygget omkring år 980 af Kong Harald Blåtand.

 

Lejeboliger i Slagelse

Sidst men ikke mindst er der Slagelses mange lejeboliger, der er geografisk placeret i hele byen – FOB alene har omtrent 3700 lejeboliger i hele Slagelse.

 

Alt efter om du søger et rækkehus, en studiebolig, en lejlighed tæt på centrum eller noget helt fjerde, kan du blive skrevet på venteliste hos FOB.

 

 

Kontakt FOB

Kontakt og åbningstider

Kontoret - tlf. 58 52 25 55

Industrivej 10 · 4200 Slagelse

 

Åbningstider fra 19. februar 2019

Mandag – torsdag: 9.00 – 11.00

Fredag: Ekspeditionen er lukket

 

Telefontid fra 19. februar 2019

Mandag – torsdag: 11.00 – 15.00
Fredag: Telefonen er lukket

Cookies
På fob.dk anvendes der cookies til bl.a. ansøgning af boliger, indsamling af statistik og validering af personer.
Du accepterer brugen af cookies ved at klikke ok.
Du benytter en forældet browser til internettet, hvilket kan være farligt. Læs mere her